Erwin Lauterbach Saison-debuterede på Hotel Saxkjøbing med afslappet og munter optræden og mad i de højere luftlag for 120 meget tilfredse gæster.
SAKSKØBING Det var en Saison-premiere, der ville noget. I de sidste 25 år har Erwin Lauterbach fornøjet danske ganer med sit Saison-køkken hvad enten Le Saison har ligget på Østerbro Hotel, Skovshoved Hotel eller som nu på Hellerup Parkhotel.
For en enkelt dag var Lauterbach og konceptet med årstidens varer flyttet til Hotel Saxkjøbing, hvor han selv er medejer sammen med Claus Meyer og den daglige leder Carl Jones. Under devisen Folkekøkken var der kaldt til madaften fredag. Og 120 (blandt dem mange fra Folketidendes rejseklub) havde taget imod den gastronomiske invitation.
Og ingen gik sultne, tørstige eller skuffede væk. Tværtimod. Alle fik sig en oplevelse. Og med tanke på hvad noget sådant ville have kostet i København er 500 kroner meget billigt for den oplevelse.
Og det var noget af en oplevelse i hotellet teatersal, der først er nogenlunde færdigindrettet inden for de sidste 14 dage. Det mindede om gamle dage, da al væsentlig møde- og festvirksomhed i Sakskøbing var forbundet med hotellets lokaler.
Ved lange borde var der dækket op. Og mere højtideligt var det gastronomiske skoleridt ikke end at festdeltagerne selv sørgede for at sende suppetallerkerne ud på bedste højskolemaner. Det påtager man sig gerne efter nydelsen af en torskebisque med ristede skorzonerrødder og purløg. Let, luftig og med løfter af forår i smagen.
Praktikken bød at hovedretten braiserede oksetapper i rødbedesky blev sat som buffet på salens scene. Her var det sidste strejf af vinterens mere tunge smag med stampede (groft mosede) kartofler og diverse rodfrugter både som mos og salattilbehør.
Det var en fornøjelse at se, hvordan mesterkokken selv i afslappet hjørne tog sig tid til en snak, hjalp med at få tingene op på en gæsts tallerken og i det hele taget udstrålede ro.
Gode oste og en fragilite man kunne blive afhængig af sluttede aftenen. Og indimellem blev der tid for Claus Meyer til at reklamere for næste folkekøkken hvor han byder op til menu med sig selv som hersker i køkkenet. Det er fredag 13. april. Over 80 billetter er allerede solgt via Politiken. Og man skal ikke forbavses hvis en stor del af de tilstedeværende fredag aften vil løse en ny billet. Bagefter kunne de tre ansvarlige for hotellet gøre status og tillade sig at være meget tilfredse.
Starten med disse arrangementer kunne i hvert fald ikke være gået bedre.
Hr. Lauterbach må i hvert fald gerne tage en hel del Saisoner mere og nu venter vi så på hr. Meyers tryllerier.
MAD, MUSIK OG FØDEVAREDEBAT
Politik, mad og fællessang, hvad er nu det for noget?
Kender du det, at du skal til et møde, hvor du ikke helt ved, hvad der skal ske. På hotel Saxkjøbing var vi ca. 30 mennesker, der var samlet til debat med Fødevareminister Hans Christian Schmidt. Derefter var der en meget lækker middag, som Carl Jones, der var indehaver af hotellet sammen med ”fænomenet” Claus Meyer, havde skruet sammen og endelig var der fællessang.
Arrangementet, cocktailen af debat, mad og fællessang var undfanget af de to kreative hoveder, Meyer og Schmidt og det var ikke en lukket fest. Alle havde mulighed for at deltage.
Da Claus Meyer gav Hans Christian Schmidt ordet, var det tydeligt, at der var kommet et menneske til Saxkjøbing. Ministeren fortalte om sine oplevelser med fødevarer fra virkeligheden. Fra sin tid som folkeskolelærer med børnene og deres ufiltrerede syn på verden, på mødet med fiskere og andet godtfolk, og deres ofte ligeså ufiltrede syn på samfundet og politik. Indledningen lovede godt for aftnens program.
Efter Claus Meyers præsentation af Ministeren, gæsterne og det udpegede panel af lokale fødevareproducenter, Kai Vinter, Lars Hvidtfeldt og Harald Krabbe, blev der stillet spøgsmål til Ministeren. Hans Christain Schmidt svarede godt for sig, men også var kommet for at lytte og få gode ideer og blive klogere, hvilket var meget befriende. Tænk at møde en Minister debattere og lytte i en åben dialog, når man normalt altid ser ministre en sammenhæng, hvor journalister har forberedt spørgsmål, der skal besvares ”korrekt” på 15 sekunder for at undgå at kaste Regeringen ud i en krise.
Efter debatten indtog vi en meget vellyket middag, hvor vi virkelig fik et mættende måltid mad, der også smagte helt fantastisk, og som var lavet af lækre råvarer, der var taget direkte fra lokalområdets ”fødevarelager” af grøntsager, frugt og kød. Oven i hatten, blev det serveret i meget smukke omgivelser i restauranten på hotellet, hvor også personalet skal roses for at være meget nærværende og opmærksomme på gæsterne.
Endelig var der fællessangen, og det var nok det punkt, jeg havde frygtet mest. Før jeg kom, var jeg helt på det rene med, hvad der foregår ved en debat med en Minister, bortset fra at jeg jo ikke havde nogen anelse om, at Hans Christian Schmidt var en ganske særlig af slagsen. Jeg var også nogenlunde klar over, hvad der foregår, når man skal have en middag. Men at middagen var så fantastisk, og smagte så godt, uden at der kun lå to stykker grønt, lidt sauce og en stump kød på en ellers tom tallerken. Der var derimod tale om et godt solidt måltid, hvilket jeg heller ikke havde drømt om.
Fællessangen, ja nu går det helt galt for mig, for det var næste det bedste. En meget veloplagt minister, der fortalte vittigheder med pointer, så de fleste ”Standuppere” ville få baghjul. I ca. 1 time rullede den politiske entertainer sig ud, så selskabet græd af grin. Latteren blev kun afbrudt af Ministeren, der spillede- og sang for. Hver gang vi var igennem en sang, hvor der i øvrigt blev sunget med af selv mænd, der normalt ikke synger, fordi det plejer at ødelægge både stemning og inventar, sprang Miniseren ud på gulvet og fyrede den af til glæde og begejstring for de fremmødte.
Klokken 2300 var det hele overstået, og et møde med frivillige lokale borgere, en TV-Kok, der kan få sære, fantastiske, mindeværdige begivenheder og mennesker arrangeret i en menu til glæde og inspiration for alle, viste sig at overstige mine forventninger. Men det viste også, at det uformelle møde mellem mennesker, er langt mere befordrenede for dialog og udvikling, end paneldebatter med skarpslepne debattører, kritikkere, mikrofonholdere og journalister.
Tak til Hotel Saxkjøbing, Claus Meyer, Hans Christian Schmidt, de tre debattører, og de øvrige fremmødte, der gjorde politik, mad og sang til noget helt nyt og gav mig en oplevelse, jeg ikke kunne have fået andre steder i hele verden.
Med venlig hilsen
Johnny Dalgaard
Succesrig kartoffelaften - Fantastisk traktement på Hotel Saxkjøbing
Kjeld Hemmingsen fik overrakt en kasse med spændende ting fra Kulinarisk Netværk Sydhavsøerne af Karen Barden.
en tirsdag aften man taler længe om.
Det kulinariske endte med at komme i højsædet, da Dansk Landbrug Sydhavsøernes Familieudvalg og Familie og Samfund på Lolland-Falster i sidste uge holdt en temaaften om kartofler – jordens guldklumper.
”Kokken Carl Jones serverer smagsprøver på retter med kartofler.” Sådan stod der helt ordret i indbydelsen til temaaftenen, hvor kartoffelavler Kjeld Hemmingsen skulle fortælle om et liv som kartoffelavler, medens kok og skribent Pernille Skjødt skulle komme med en hyldest til jordens produkter.
Når de fleste ser ordet smagsprøve, kommer de ofte til at tænke på eksempelvis reklamen for Koberg, hvor man kan smage en Koberg bolle, eller når man kommer forbi en ”Coca Cola dame” i supermarkedet, der spørger om man vil smage. En smagsprøve er par definition som regel en mindre mundfuld eller to, lidt på en ske eller en gaffel, altså lidt mere end en knivspids.
Men udtrykket blev grundigt sat til skamme, og får for de fremmødte nu en helt anden klang, efter kokken havde været i køkkenet på Hotel Sakskøbing. For det var ikke bare en smagsprøve, men et sandt madorgie, et helt måltid, tre retter, der blev serveret for de knapt 70 tilmeldte til temaaftenen. Og sikke et måltid.
Veloplagt fortalte kok indledningsvis, at der er forskel på kartofler, men at anvendelsesmulighederne er uanede, og at han havde prøvet at give forskellige muligheder i den menu, han ville servere. Og sikke en menu.
Der blev indledt med persillesuppe med et stænk af Limfjorden. Hvad har det med kartofler at gøre, vil den opmærksomme læser spørge. Og hertil gav kokken selv svaret: Den er jævnet med kartofler. Suppen havde desuden fået et ”skvat” østerssovs, hvilket gjorde den ekstra pikant.
Derpå fulgte en anden god råvare: Stegt unghanebryst med ruccolasalat, braiserede grøntsager, i pescosauce og dertil naturligvis tre varianter af kartofler, blandt andet en let sammenpresset flødekartoffel, og små kartofler stegt i andefedt. Her var virkelig noget for enhver gane og mave. Måltidet blev rundet af med en meget lækker rabarberdessert, raberberfragilité og panacotta.
Men hvad nu, hvis ikke kartoflen var blevet fundet der i Sydamerika i midten af 1500-tallet og bragt til Europa? Træk af kartoflens historie kunne Kjeld Hemmingsen, Marrebæk, berette om. Og han indledte på humoristisk vis: ”Næst efter at være kok, så er landmand heller ikke så ringe. ”
Kontant afregning
Indledningsvis glædede Kjeld Hemmingsen sig over, at prisen på kartofler det seneste halve års tid har været den bedste i flere år, og han fortalte om. hvordan han har valgt at sælge kartoflerne i fem og ti kilos poser til blandt andet lokale supermarkeder. Han konkluderede, at det giver en anderledes kontant afregning. Dels i bogstaveligste forstand, men også fordi man lokalt har lettere ved at komme i kontakt med forbrugerne, der følgelig med det samme kan sige, om produktet er godt eller mindre godt. ”Det er en fornøjelse, hvis det er gode kartofler,” lød det fra Kjeld Hemmingsen.
Om bevæggrunden for at sælge lokalt, lød det: ”Som distributionsnettet er i dag, efter Gasa i Nykøbing er lukket, så skulle mine kartofler fragtes til Laemmefjorden eller til Slagelse, hvor de skulle pakkes og sendes ud til forbrugerne. Jeg sagde derfor til mig selv, at det ville være nemmere at levere lokalt, så det har vi gjort i mange år.”
Kjeld Hemmingsen fortalte om kartoflens vej til Danmark via Holland, om hvordan nogle hollændere kom til Hasselø og dyrkede kartofler der, og de hollændere, der ikke kunne trives på Hasselø, de kom til Bøtø, og med dem kartoflen. ”Og det er derudaf, jeg er rundet.” l 1770 blev kartoflen for alvor udbredt i Danmark, og den udkonkurrerede næsten alt andet.
Kartoflen kan med sikkerhed føres tilbage til det 3. århundredes Sydamerika, og derfra spredtes den.
Den erfarne avler fra Marrebæk fortalte om kartoffelsygdomme som kartoffelskimmel, der blev opdaget første gang i 1830, om kartoffelål, eller nematoder, som det hedder med et finere ord i dag, og om ringbaktiose. Også et bud på hvordan disse sygdomme er spredt havde Kjeld Hemmingsen: ”Man drøner rundt med læggekartofler og maskiner, og dermed slæbes sygdomme rundt. Det er godt, at man i den professionelle avl skal udskifte en del af sit læggemateriale hvert år eller det hele hvert 3. år. Det er en fordel for alle, for det sikrer en bedre kvalitet og kartofler, der kan hold sig.”
Der forsøges hele tiden at lave nye sorter for at tilgodese såvel industrien som forbrugernes krav. Der er tidlige og sene sorter, der er gourmetkartofler, gulkødede og mange andre.
Og så er anvendelsesmulighederne af kartofler meget stort: De kan laves til mel, og det kan anvendes som stivelse i spegepølse, til rødgrød, til papir og til klister. Kartofler kan bruges til chips og pommes frites, til snaps og til en mase spændende og letter retter. Og hvordan er det så lige med bioethanol, kan den skrivende medarbejder ikke lade være med at tilføje. Endelig skal det også med, at det ikke er umuligt at høste 30 til 40 tons kartofler pr hektar.
”Kartofler er en væsentlig kilde til kalorier, ikke bare i vores del af verden, men også så langt væk som i Sibirien og i Kina.”
Afrunding
Det var et måltid af dimensioner og man kan ikke lade være med at tænke, hvor dejlig en tirsdag aften, det var. Godt selskab, en spændende sammensætning af programmet, faglig tilgang til ny viden, højt humør hos alle fra de trådte ind ad døren på hotellet og et pragtfuldt måltid mad. Må det snart blive tirsdag aften igen.
HS
MEN SYNGE KAN HAN ALTSÅ IKKE
Af Erik Berth
SAKSKØBING Ejerkredsens bag Saxkjøbing Hotel kunne notere sig for en ny fuldtonende succes, da en af de tre, Claus Meyer, bød til folkekøkken. Hele 142 havde løst billet via primært Politiken. Så der var gæster fra Sjælland, Odense og Jylland,hvoraf mange aldrig før havde gæstet Sydhavsøerne.Og de fik en aften, der bød på både kogekunst og sang-"kunst". For en afslappet Claus Meyer på hjemmebane valgte på et tidspunkt at afprøve, om han kan synge. Melodierne var gode nok, men synge kan han altså ikke. I hvert fald ikke godt nok til at gøre en levevej ud af det. Men det blev gjort med så stor charme og selvironi,at det hele var en oplevelse.
Bordtennis i salen Claus Meyer mindedes hvordan han selv havde spiller bordtennis i hotellets sal for mange år siden. Gamle bordtenniskammerater var også blandt de lokale gæster.
Så det var en aften i hyggens tegn, hvor den daglige leder kunne glæde sig over det udsolgte hus. Alle blev i rigelig mængde bespist på højt niveau. Der er ingen tvivl om, at mange af gæsterne vil returnere til Sydhavsøerne, når der en gang bliver budt på folkekøkken igen. Efter Erwin Lauterbach og Claus Meyers optrædener er der ganske voldsomme fodspor at følge i.
FORRYGENDE FOLKEKØKKEN
Af Erik Berth
Erwin Lauterbach Saison-debuterede på Hotel Saxkjøbing med afslappet og munter optræden og mad i de højere luftlag for 120 meget tilfredse gæster.
SAKSKØBING Det var en Saison-premiere, der ville noget. I de sidste 25 år har Erwin Lauterbach fornøjet danske ganer med sit Saison-køkken hvad enten Le Saison har ligget på Østerbro Hotel, Skovshoved Hotel eller som nu på Hellerup Parkhotel.
Og ingen gik sultne, tørstige eller skuffede væk. Tværtimod. Alle fik sig en oplevelse. Og med tanke på hvad noget sådant ville have kostet i København er 500 kroner meget billigt for den oplevelse.
Og det var noget af en oplevelse i hotellet teatersal, der først er nogenlunde færdigindrettet inden for de sidste 14 dage. Det mindede om gamle dage, da al væsentlig møde- og festvirksomhed i Sakskøbing var forbundet med hotellets lokaler.
Ved lange borde var der dækket op. Og mere højtideligt var det gastronomiske skoleridt ikke end at festdeltagerne selv sørgede for at sende suppetallerkerne ud på bedste højskolemaner. Det påtager man sig gerne efter nydelsen af en torskebisque med ristede skorzonerrødder og purløg. Let, luftig og med løfter af forår i smagen.
Praktikken bød at hovedretten braiserede oksetapper i rødbedesky blev sat som buffet på salens scene. Her var det sidste strejf af vinterens mere tunge smag med stampede (groft mosede) kartofler og diverse rodfrugter både som mos og salattilbehør.
Det var en fornøjelse at se, hvordan mesterkokken selv i afslappet hjørne tog sig tid til en snak, hjalp med at få tingene op på en gæsts tallerken og i det hele taget udstrålede ro.
Gode oste og en fragilite man kunne blive afhængig af sluttede aftenen. Og indimellem blev der tid for Claus Meyer til at reklamere for næste folkekøkken hvor han byder op til menu med sig selv som hersker i køkkenet. Det er fredag 13. april. Over 80 billetter er allerede solgt via Politiken. Og man skal ikke forbavses hvis en stor del af de tilstedeværende fredag aften vil løse en ny billet. Bagefter kunne de tre ansvarlige for hotellet gøre status og tillade sig at være meget tilfredse.
Starten med disse arrangementer kunne i hvert fald ikke være gået bedre.
Hr. Lauterbach må i hvert gerne tage en hel del Saisoner mere og nu venter vi så på hr. Meyers tryllerier.
